Mindst 20 iranske demonstranter er dræbt

Tusindvis af iranere demonstrerer mod regeringen. Nu er mindst 20 demonstranter blevet dræbt.

Iranere demonstrerer flere steder i landet. Her er det ved universitetet i Teheran den 30. december. (Foto: © Str, Scanpix)

Siden torsdag har tusindvis af iranere demonstreret mod landets regering flere steder i Iran.

Demonstranterne er blandt andet utilfredse med regeringens økonomiske nedskæringer og de høje priser på fødevarer.

Natten til tirsdag blev ni personer dræbt under demonstrationer ifølge det iranske stats-tv. Dermed er over 20 demonstranter nu dræbt i Iran.

Demonstranter ville stjæle våben

Ifølge de iranske myndigheder er seks af ofrene demonstranter, der forsøgte at stjæle våben fra en politistation i byen Qahdarijan.

Et medlem af Irans revolutionsgarde er blevet dræbt i byen Najafabad. Det er første gang, at et medlem af revolutionsgarden er blandt ofrene ifølge Ritzau.

Hundredvis af demonstranter er blevet anholdt, efter de har råbt kritiske slagord mod regeringen og Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei.

Myndighederne lukker for apps

Hassan Rouhani er Irans præsident. Han siger, at han forstår befolkningens bekymring.

Men han siger også, at regeringen vil slå hårdt ned på alle, der bryder loven ifølge nyhedsbureauet AP.

Søndag lukkede Irans myndigheder adgangen til Instagram og Telegram. Demonstranterne har nemlig brugt de to apps til at dele videoer og arrangere demonstrationer.