Mails: DF’s formand blev advaret om MELD-sag sidste år

Et tidligere medlem af Dansk Folkeparti advarede sidste år partiets formand om, at hun var bekymret over, hvordan partiet havde brugt EU-penge.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, fik allerede sidste år mails om, at der måske var noget galt i sagen om MELD. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Den seneste uge er det kommet frem, at eksperter mistænker Dansk Folkeparti for at have misbrugt EU-penge. EU’s antisvindel-enhed er også ved at undersøge sagen.

Pengene kommer fra det europæiske parti MELD og skulle blandt andet være blevet brugt til at betale for Dansk Folkepartis sommergruppemøder i 2014 og 2015, hvilket er imod reglerne.

Morten Messerschmidt fra DF var formand for MELD, da partiet gav penge til DF. I denne uge er Messerschmidt derfor blevet smidt ud af DF’s ledelse.

Thulesen blev advaret sidste år

Nu viser det sig, at tidligere medlem af DF Rikke Karlsson allerede sidste år flere gange advarede partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, om, at der var noget galt.

DR har set flere mails, hvor Karlsson skriver til Dahl, at hun er bekymret over, hvordan pengene fra MELD er blevet brugt, fordi hun ikke kan få lov til at se regnskaberne.

Karlsson forsøgte tilsyneladende at få et møde med Kristian Thulesen Dahl, men det lykkedes aldrig. Til sidst meldte hun sig ud af partiet.

Thulesen: Jeg troede, det handlede om dårligt samarbejde

Kristian Thulesen Dahl skriver til DR Nyheder, at han troede, Rikke Karlsson kontaktede ham, fordi hun samarbejdede dårligt med Morten Messerschmidt.

- Både Søren Espersen (DF's næstformand) og jeg lyttede bestemt til Rikke Karlssons bekymringer. Men vi havde grund til at tro, at det var et dårligt samarbejdsklima med Morten Messerschmidt, der drev hende, skriver Kristian Thulesen Dahl.

- Det ærgrer mig selvsagt rigtig meget i dag, at vi ikke dengang fik talt ud om tingene. Så meget desto vigtigere er det nu, at der bliver ryddet endeligt op i rodet omkring MELD, skriver han.