Løkke: Flere flygtninge skal arbejde

Forhandlinger mellem regering, fagforeninger og arbejdsgivere skal få flere flygtninge i arbejde.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (Venstre) siger, at det er en akut opgave at få flere flygtninge i arbejde. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

I dag begynder forhandlinger mellem regeringen, fagforeningerne og arbejdsgivernes organisationer. Det kaldes treparts-forhandlinger.

En regering holder treparts-forhandlinger for at løse større problemer i samfundet. Regeringens mål er at lave en aftale, som får flere flygtninge i arbejde.

Tre ud af ti flygtninge har nemlig hverken et arbejde eller er i gang med en uddannelse, når de har været i Danmark i tre år. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Ledige flygtninge koster mange penge

- Fremover skal nyankomne mødes med en forventning om, at alle kan og skal arbejde fra start, står der i regeringens oplæg til forhandlingerne.

Statsministeren deltog søndag i DR's program 21 Søndag. Her forklarede han, hvorfor det er så vigtigt at få flere flygtninge i arbejde.

- Hvis ikke vi får flere flygtninge i arbejde, tager det økonomi fra os, som vi kunne bruge på at øge vores velfærd, sagde han.

LO: Asylansøgere skal i praktik

Lizette Risgaard er formand for LO, som er hovedforening for 18 fagforeninger. Hun mener, at asylansøgere hurtigere skal have svar på, om de kan blive i Danmark.

Lizette Risgaard foreslår også, at asylansøgere kommer i praktik i en privat virksomhed, mens de bor på asylcentret.

Danmark skal også blive bedre til at finde ud af, hvilken uddannelse og arbejdserfaring en flygtning har, så personen hurtigere kan komme i arbejde.

LO vil have flere praktikpladser

LO vil gerne hjælpe med at få flere flygtninge i arbejde, hvis der kommer flere praktikpladser til unge.

- Vi vil gerne finde gode løsninger, som kan hjælpe flygtninge ind på arbejdsmarkedet til at blive integreret på en rigtig god måde i Danmark, siger Lizette Risgaard.

- Men det er vigtigt, at vi ikke glemmer dem, der i forvejen står her og gerne vil bidrage og har brug for et arbejde eller en uddannelse, siger hun.

I klippet nedenfor kan du høre mere om, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen gerne vil diskutere til treparts-forhandlingerne.

I klippet nedenfor kan du høre, hvad arbejdsgiverne og fagforeningerne gerne vil diskutere til treparts-forhandlingerne.