I 2013 blev den argentinske fodboldspiller Lionel Messi og hans far, Jorge Horacio Messi, anklaget for at snyde den spanske stat for 30 millioner kroner i skat.
Messi og hans far skulle have snydt i skat mellem år 2007 og 2009.
Sagen var for retten i begyndelsen af juni, hvor Lionel Messi vidnede. Nu har Lionel Messi og hans far fået en dom på 21 måneders betinget fængsel for at snyde i skat, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Messi skal ikke i fængsel
Betinget fængsel betyder, at den dømte er skyldig, men undgår fængsel, hvis han eller hun overholder nogle bestemte regler.
Ifølge det spanske medie Marca skal Messi ikke i fængsel, fordi Spanien har nogle særlige regler for økonomisk kriminalitet, når straffen er på under to års fængsel.
Messi vidste, faderen snød i skat
Ifølge anklageren har Lionel Messi og faderen snydt i skat ved hjælp af firmaer i udenlandsk skattely. Messi havde tjent pengene på sine sponsor-aftaler som fodboldspiller.
Anklageren siger, at Messis far har stået for at snyde i skat, men at Lionel Messi har vidst, at faderen snød. Messi er derfor blevet dømt som medskyldig.
Både Messi og hans far har afvist, at Messi kendte til faderens skattesnyd. De siger, at Messi kun har koncentreret sig om at spille fodbold.