Lille skole inviterede Mary, og hun kom

Eleverne på en lille skole nær Aalborg skrev til kronprinsesse Mary og bad hende om at indvie skolens nye lokaler. Og kronprinsesse Mary kom.

Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary indviede torsdag den nyrenoverede skole i Nøvling ved Aalborg. (Foto: © Louise Lønsmann DR Nordjylland)

Nøvling Skole ved Aalborg har fået renoveret mange af sine lokaler. Derfor ville elevrådet gerne invitere en kendt person til at indvie lokalerne.

Nicklas Tang Sørensen går i 5. klasse og er medlem af elevrådet.

Han siger, at elevrådet i september skrev til kronprinsesse Mary for at invitere hende til Nøvling.

Elevråd: De er en sej kronprinsesse

- Deres Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary. Elevrådet på Nøvling Skole vil hermed gerne invitere Dem til at indvie vores nye skole, skrev elevrådet.

- Det vil vi, fordi De er en sej kronprinsesse og Deres opmærksomhed er rettet mod, at børn har det godt i skolen, skrev elevrådet også.

Derfor kom kronprinsesse Mary til Nøvling torsdag for at indvie skolens nye lokaler.

Elev: Det var helt magisk

- Det var så fin en forespørgsel, og jeg synes, at det var dejligt at være med til indvielsen af en skole, som virkelig har børnene i centrum og fokus på trivsel og fællesskabet, siger kronprinsesse Mary.

Nicklas Tag Sørensen syntes, at det var en stor oplevelse at møde kronprinsesse Mary.

- Det var helt surrealistisk, at hun pludselig stod der og lyttede til, hvad vi fortalte. Det var helt magisk, siger han.

Billedet viser Nicklas Tang Sørensen, som er medlem af elevrådet på Nøvling Skole. (Foto: © Louise Lønsmann DR Nordjylland)

Nøvling Skole og Maryfonden

  • Nøvling Skole er en del af antimobbe-programmet "Fri for mobberi".

  • "Fri for mobberi" er et samarbejde mellem Maryfonden og Red Barnet.

  • Det betyder, at renoveringen af skolen er tegnet, så skolens indretning styrker elevernes fællesskab.