USA og Mexico har en fælles grænse på cirka 3100 kilometer.
USA’s præsident, Donald Trump, siger, at der har været en stor stigning i antallet af ulovlige aktiviteter ved grænsen, og det truer USA's sikkerhed.
Derfor har Donald Trump onsdag besluttet, at USA’s nationalgarde nu skal bevogte grænsen til Mexico.
Nationalgarden skal stoppe stoffer og immigranter
Ifølge Donald Trump skal nationalgarden blandt andet forhindre, at der kommer ulovlige stoffer og ulovlige immigranter ind i USA fra Mexico.
Ifølge USA's ministerium for national sikkerhed er grænsen til Mexico dog mere sikker end nogensinde.
Men tallene viser også, at der var mange flere personer end normalt, som prøvede at krydse grænsen i sidste måned.