Man mistænker, at der er sket hvidvask i Danske Banks filial i Estland. Der var nemlig mange mistænkelige transaktioner fra 2007 til 2015.
Berlingske har tidligere skrevet, at op mod 53 milliarder kroner kan være blevet hvidvasket i Danske Banks filial i Estland.
Derfor påbegyndte Danske Bank en hvidvask-undersøgelse for over et år siden. Undersøgelsen blev offentliggjort onsdag.
Undersøgelsen fandt ikke et tal for hvidvask
Hvidvask-undersøgelsen har undersøgt transaktioner for 1500 milliarder kroner, som udenlandske kunder har sendt gennem Danske Banks estiske filial fra 2007 til 2015.
Men undersøgelsen kunne ikke finde ud af, hvor mange af pengene som er blevet hvidvasket.
Derfor ved man ikke, om der er hvidvasket for 53 milliarder kroner, eller om beløbet er endnu større.
Topchef stopper i Danske Bank
Thomas Borgen siger onsdag, at han stopper som topchef i Danske Bank. Han bliver dog i jobbet, indtil Danske Bank har fundet en ny topchef.
- Det er klart, at Danske Bank ikke er lykkedes med at leve op til deres forpligtigelser i sagen om mulig hvidvask i Estland. Det fortryder jeg virkelig, siger han.
Ifølge Thomas Borgen konkluderer en undersøgelse fra et uafhængigt advokatfirma dog, at han har levet op til sine juridiske forpligtelser.
Mere om sagen
- •
Iagttagere siger, at Danske Bank risikerer bøder i milliardklassen, hvis Danske Bank er skyldig i at hvidvaske penge.
- •
Danske Banks aktie er faldet med over syv procent onsdag.
- •
Danske Bank siger onsdag, at banken vil donere halvanden milliarder kroner til en uafhængig fond, der skal bekæmpe økonomisk kriminalitet.
Herunder kan du se mere om, hvordan hvidvask fungerer.