Regeringen vil bygge en af verdens største havvindmølleparker

Regeringen vil bygge en ny havvindmøllepark, som skal kunne levere strøm til Danmarks syv største byer.

En havvindmøllepark er flere store vindmøller, som opstilles ude i havet. På den måde kan de producere strøm.

Regeringen vil bygge en ny havvindmøllepark, der skal levere så meget strøm, at det svarer til det samlede strømforbrug for Danmarks syv største byer.

Det er planen i regeringens nye energiforlig, som bliver præsenteret på torsdag.

Havvindmølleparken skal stå klar inden 2027

Det er endnu ikke besluttet, hvor den nye havvindmøllepark skal ligge. Men ifølge regeringens plan skal den stå klar mellem år 2024 og 2027.

Ifølge regeringen vil havvindmølleparken producere cirka en tredjedel mere strøm fra havvind.

- Vi gør det jo, fordi at vi overordnet har en ambition om, at Danmark skal være fri for fossile brændstoffer, når vi når 2050, og derfor skal vi jo bygge på det, vi allerede har gjort, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Kritikere: Én park er ikke nok

Maria Reumert Gjerding er præsident i Danmarks Naturfredningsforening. Hun glæder sig over regeringens plan, men siger, at én havvindmøllepark ikke er nok.

- Hvis vi skal nå regeringens egen målsætning om 50 procent vedvarende energi i 2030, skal der bygges mindst fire-fem parker af samme størrelse som den, de netop har foreslået, siger hun.

Henrik Poulsen er topdirektør i Ørsted. Han vurderer også, at der skal bygges tre til fire store vindmølleparker mere, hvis regeringen skal nå sit mål.