Postnord er en stor virksomhed, som leverer breve og pakker i Danmark, Sverige og Norge. Postnord er ejet af den danske og den svenske stat.
Men i Danmark har Postnord et stort underskud. Danskerne sender nemlig ikke så mange breve længere.
Derfor blev Danmark og Sverige sidste år enige om en større spareplan for Postnord. Nu har EU-Kommissionen godkendt aftalen.
Postnord fyrer nu 2500 ansatte
EU-Kommissionen har givet tilladelse til, at den danske stat må betale cirka 1,1 milliarder kroner til Postnord.
Pengene skal blandt andet bruges til at betale nogle af de 2500 ansatte, som Postnord nu fyrer.
Mange af de ansatte er nemlig tjenestemænd, og de har ret til tre års løn, hvis de bliver fyret.
Postnord fyrer i alt op mod 4000 ansatte
Thomas Backteman er kommunikationsdirektør i Postnord. Han siger, at de ansatte snart får at vide, hvem der skal fyres.
De 2500 fyringer er de sidste, der mangler, i spareplanen for Postnord.
Ifølge spareplanen skal Postnord nedlægge mellem 3500 og 4000 fuldtidsstillinger i perioden 2017-2019.