Lønmodtagere og arbejdsgivere forhandler i disse dage om nye overenskomster til offentligt ansatte, der arbejder i staten, regionerne og kommunerne.
Men parterne har svært ved at blive enige. Og hvis de ikke finder en løsning, vil det føre til strejke og lockout.
Tirsdag demonstrerede tusindvis af offentligt ansatte rundt omkring i Danmark. Både sygeplejersker, djøf'ere, metalarbejdere, politifolk og pædagoger var mødt op.
Reporter: Folk vil kæmpe
De offentlige ansatte ville vise, at de er solidariske med hinanden uanset, hvor i det offentlige, man arbejder. De sang slagsange, råbte kampråb og havde bannere med.
Anders Rasmussen er reporter i DR og var til stede ved demonstrationen.
- Der var en god stemning, også fordi solen skinnede. Men stemningen bar også præg af, at folk var fast besluttet på at stå sammen og kæmpe for deres synspunkter, siger han.
Demonstrationer blev holdt i syv byer
Demonstrationerne blev holdt i både Aarhus, Esbjerg, Odense, Randers, Rønne, Varde og Frederikshavn.
Lægesekretær Mia Jeppesen var en af dem, der var mødt op til demonstration i Odense.
- Vi vil støtte op om dem, der kæmper for os og for bedre lønvilkår. Og vi vil også gerne vise arbejdsgiverne, at vi er vigtige og gør et godt stykke arbejde, sagde hun.
Mulig lockout den 28. april
- •
Forhandlingerne om de offentlige overenskomster brød sammen i februar. Siden er forhandlingerne fortsat i Forligsinstitutionen, hvor forligsmand Mette Christensen forsøger at finde en løsning mellem parterne.
- •
Hun har indkaldt til nye møder i denne uge.
- •
Omkring 100.000 offentligt ansatte kan blive ramt af strejke fra den 22. april. Yderligere 440.000 offentligt ansatte kan blive lockoutet fra den 28. april.
- •
Forligsmanden kan dog udskyde det hele 14 dage, hvis hun vurderer, at parterne er tæt på en løsning.
- •
Ved en strejke har fagforeningerne udvalgt arbejdspladser, som skal strejke.
- •
Ved en lockout er det arbejdsgiverne, der sender de ansatte hjem uden løn.