I 1953 blev den koreanske halvø opdelt i to lande, Sydkorea og Nordkorea. Nordkorea har siden været verdens mest lukkede land.
Men Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, mødtes tirsdag til topmøde i Pyongyang, og de to lande har nu underskrevet en aftale.
Aftalen skal ”fjerne alle trusler fra hele den koreanske halvø”. Det sagde Moon Jae-in onsdag på et fælles pressemøde.
Kim Jong-un lukker område for missil-affyring
Kim Jong-un har lovet at lukke et område, hvor Nordkorea har testet missiler, der muligvis ville kunne ramme USA. Han lukker også et område, hvor Nordkorea har lavet atomprøvesprængninger.
Philip Khokhar er DR's Asien-korrespondent. Han siger, at Kim Jong-un også vil lukke internationale eksperter ind i områderne.
Men Philip Khokhar siger, at der ikke er en køreplan for, hvornår områderne skal lukkes. Han siger også, at Kim Jong-un før er kommet med løfter, der ikke er blevet til noget.
Landene vil ansøge om fælles sommer-OL
I den fælles aftale står der også, at der skal oprettes en bufferzone langs grænsen for at undgå kampe.
Der er også planer om at forbinde de to landes jernbaner, at tillade adskilte familier at blive genforenet og at samarbejde på sundhedsområdet.
Desuden ønsker de to Koreaer at ansøge om at afholde et fælles sommer-OL i 2032.