Filippinske lastbils-chauffører har boet i containere i Padborg

Op mod 200 filippinske lastbils-chauffører har boet i containere ved en vognmand i Padborg ifølge fagblad. Politiet undersøger sagen.

Mandag skrev Fagbladet 3F, at op mod 200 filippinere har boet under usle og uhygiejnisk forhold i containere i en stor lejr ved et vognmandsfirma i Padborg.

Tirsdag undersøgte politiet vognmandsfirmaet og afhørte filippinske og srilankanske lastbil-chauffører, der er ansat af vognmandsfirmaet.

Politiinspektør Brian Fussing fra Syd- og Sønderjyllands Politi siger, at politiet arbejder ud fra en mistanke om, at der kan være tale om menneskehandel.

Advokat: Loven er ikke overtrådt

Karsten Beier er direktør for vognmandsfirmaet, som hedder Kurt Beier Transport A/S. Han ønsker ikke at udtale sig om sagen.

Men hans advokat, Anders K. Németh, siger til Ritzau, at han er overbevist om, at loven ikke er blevet overtrådt.

- Kurt Beier Transport A/S samarbejder fuldt ud med politiet i undersøgelsen af de forhold, der har været omtalt i dagspressen de seneste dage, siger han til Ritzau.

Fagforeningsformand: Jeg har aldrig oplevet noget så slemt

Kim Brandt er formand for 3F i Aabenraa. Han siger, at chaufførernes løn- og boligforhold er uacceptable, og at han aldrig har oplevet noget så slemt.

Jonas Felbo-Kolding er arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet. Han siger, at det ikke nødvendigvis er ulovligt, hvis chaufførerne får en lav løn.

Ifølge 3F er chaufførerne nemlig ansat gennem et datterselskab i Polen, og hvis de har opholds- og arbejdstilladelse i Polen, er det også lovligt at arbejde i Danmark, fordi begge lande er medlem af EU.

Nedenfor kan du se en videooptagelse fra container-lejren i Padborg.