14 personer er sigtet for at dele Marokko-video

To kvinder blev dræbt i Marokko i december. Politiet sigter nu 14 personer for at dele en video af et af mordene.

I december blev danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland dræbt af terrorister under en vandretur i Marokko.

Et af mordene blev optaget på video, og siden er videoen blev delt over internettet via sociale medier. Politiet i Danmark har nu sigtet 14 personer for at dele videoen.

- Østjyllands Politi har samlet og gennemgået 118 henvendelser fra hele landet vedrørende deling af en video af et drab på en kvinde i Marokko. Det har nu ført til sigtelse af i alt 14 personer, siger politiet.

Sigtede kan komme i fængsel i tre år

12 personer er sigtet for at dele videoen, og to personer er sigtet for at give udtryk for at billige indholdet af videoen.

Hvis man deler videoen, kan man straffes med fængsel i op til tre år. Og hvis man billiger videoens indhold, kan man straffes med bøde eller fængsel i op til to år.

Seks af de sigtede personer er under 18 år, og to af disse er under den kriminelle lavalder på 15 år. Tre personer er mellem 22 til 36 år, og fem er mellem 45 og 69 år.

Politiet: Lad være med at se videoen

Politiet opfordrer alle til at lade være med at se videoen. Og man skal slette den, hvis man har den.

Mange børn og unge ringer til Børnetelefonen, fordi de har set videoen. Det siger Sanne Lind, som er konsulent i Børns Vilkår.

- Lydene og billederne har gjort dem bange og skamfulde. Samtidig er de usikre på, hvad de skal stille op, om det er strafbart alene at have set videoen, siger hun.

Herunder kan du se en video, hvor DR taler med en guide i det område, hvor kvinderne blev dræbt.

Her er personerne sigtet

  • Tre sigtelser i Sydøstjylland

  • Tre sigtelser på Midt- og Vestsjælland

  • To sigtelser på Fyn

  • En sigtelse i Nordsjælland

  • En sigtelse i Nordjylland

  • En sigtelse i Midt- og Vestjylland

  • En sigtelse på Sydsjællands- og Lolland Falster

  • En sigtelse i København

  • En sigtelse på Københavns Vestegn