SKAM er en norsk tv-serie om livet blandt en gruppe elever på et gymnasium i den norske hovedstad, Oslo.
Unge danskere er så vilde med serien, at mange det seneste halve år er rejst til Oslo for at besøge de steder, hvor SKAM er filmet.
De danske fans er især vilde med at besøge Hartvig Nissens skole, hvor nogle af seriens skuespillere går i gymnasiet. Men nu er det blevet for meget for skolen, fortæller Radio24syv.
Skolen vil gerne have en almindelig hverdag
Skolen er træt af, at de danske fans stiller sig foran klasselokalerne for at møde skuespillerne fra serien.
Skolens rektor har nu bedt lærerne om at få danskerne til at forlade skolen:
- Vi prøver at få en almindelig hverdag til at fungere, og der er det lidt uheldigt, at vores elever kommer ud af klasselokalet og bliver mødt af danske turister, siger rektor Hanna Norum Eliassen.
90 procent af turisterne er fra Danmark
Hanna Norum Eliassen fortæller, at skolen har besøg af danske fans flere gange om ugen.
- 90 procent af dem, vi har mødt i løbet af det seneste år er fra Danmark, Hanna Norum Eliassen.
- Vi synes, det er hyggeligt, at SKAM er blevet sådan en succes i Danmark, men vi prøver at undgå at folk går ind i vores bygninger, siger hun.
/Ritzau/