Sidste år døde den kendte danske sanger og musiker Kim Larsen. Han var kendt som Danmarks nationalskjald.
Kim Larsens sidste sange udkommer nu på albummet ’Sange Fra Første Sal’, som består af 12 nye sange. Det oplyser Warner Music.
Albummet kan høres på de fleste store musiktjenester fra midnat natten til fredag.
Kim Larsens søn Hjalmer hjalp med at indspille
Sangene blev indspillet i Kim Larsens lejlighed i foråret og sommeren 2018. Kim Larsens søn Hjalmer og manager Jørn Ørn var med til at indspille sangene ifølge Warner Music.
- Fra start til slut er det her album lavet af Kim. Han skrev sangene, forberedte alt, inden det skulle indspilles, og hvordan det skulle gøres ned til mindste detalje, skriver Warner Music.
Kim Larsen døde 30. september samme år. Han sov stille ind efter længere tids sygdom. Han blev 72 år.
/ritzau/