Når vi skal lære om den danske bronzealder, skal vi også lære om Egtvedpigen, der kom fra byen Egtved mellem Kolding og Vejle i Jylland.
Men nu har forskere fra Nationalmuseet fundet ud af, at pigen fra bronzealderen slet ikke var dansker, skriver Politiken.
Egtvedpigen er sandsynligvis tysker
En undersøgelse af pigens tænder, hår og negle viser, at Egtvedpigen sandsynligvis er født i Sydtyskland og kom til Danmark, lige inden hun døde.
Seniorforsker Karin Margarita Frei har været med til at lave undersøgelsen.
- Hun har maksimalt været her i ni måneder, og det var meget overraskende for os. Man har altid troet, at hun var lokal, siger hun til P4.
- Det gør hende superspændende. Man snakker om, at vi lever meget globalt i dag. Men Egtvedpigen viser, at man også var globale i bronzealderen, siger hun.
Pigen skulle giftes væk til en rig mand
Professor Kristian Kristiansen var også med til at lave undersøgelsen.
Han mener, at pigen kom fra området Schwarzwald i Sydtyskland, og at hun kom til Danmark, fordi hun skulle giftes væk til en magtfuld mand.