Søndag aften havde DR, TV2 og 12 nødhjælpsorganisationer arrangeret et stort fælles indsamlingsshow.
Pengene fra indsamlingen går til konkrete projekter i Syrien og fire nabolande, og resultatet blev 86 millioner kroner.
Pengene går til lægehjælp og sikkerhed
Nu skal de 12 nødhjælpsorganisationer bruge pengene på konkrete projekter i Syrien, Tyrkiet, Irak, Libanon og Jordan.
Pengene går blandt andet til lægehjælp, varmt tøj, sikre områder for flygtningebørn og til et projekt, der skal forbedre flygtninges midlertidige boliger i Syrien.
Showet viste klip fra korrespondenter i Mellemøsten, og flere kendte danskere - blandt andet Stine Bramsen, Poul Krebs og Michael Falch - optrådte.
Flygtninge-boss: Det er virkelig overvældende
Andreas Kamm, der er generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, er imponeret over danskernes hjælp til Syriens flygtninge.
- Det er virkelig overvældende, og danskerne har endnu en gang vist, at de er klar til at hjælpe, når der er brug for det, siger han.
- Det er penge, som kommer til at gøre en kæmpe forskel for de syrere, som i dag lever i faldefærdige bygninger, ofte ikke kan få mad og står over for den femte vinter, siden krigen startede, siger Andreas Kamm.
Se billeder fra det store show