Kommunen lagde Sørens lægepapirer på internettet

Kommunerne skal beskytte borgernes personlige oplysninger, men Brønderslev Kommune lagde Søren Falk Knudsens lægepapirer på nettet.

Kommunerne lagrer nogle af vores mest følsomme personoplysninger. Det kan for eksempel være oplysninger om borgernes helbred.

Den slags oplysninger skal kommunerne fremover passe markant bedre på. En ny lov om personlige oplysninger træder nemlig i kraft fredag.

Men 41 kommuner er endnu ikke klar til at opfylde de nye krav ifølge en rundspørge, DR Nyheder har lavet.

Kommune offentliggjorde papirer ved en fejl

28-årige Søren Falk Knudsen bor i Brønderslev. Han oplevede i januar, at hans personlige lægepapirer blev lagt på Brønderslev Kommunes hjemmeside.

Søren Falk Knudsen havde søgt om førtidspension på grund af fysiske og psykiske skader, og kommunen kom ved en fejl til at lægge hans dokumenter på hjemmesiden.

- Jeg blev dødtræt og noget så grusomt rasende, for det var nogle væsentlige og private ting, som blev lagt online, og jeg ville helst selv bestemme, hvem der skulle kende til det. Jeg har mistet al tillid til kommunen, siger han.

Kommunerne kan fremover få bøder

Søren Steensen er kommunaldirektør i Brønderslev Kommune. Han beklager sagen og siger, at kommunen har indført ekstra kontrol, når papirer bliver lagt på hjemmesiden.

Kommunerne kan med den nye lov blive straffet med bøde, kritik eller et påbud, hvis de ikke passer godt nok på borgernes oplysninger.

Loven, som skal beskytte borgernes personlige oplysninger, gælder i hele EU.

Ovenfor kan du se en video med Søren Falk Knudsen og kommunaldirektør Søren Steensen.

Nye regler for persondata

  • Den nye lov om persondata er vedtaget i EU og kaldes blandt andet persondata-forordningen eller GDPR.

  • Den nye lov træder i kraft den 25. maj 2018.

  • Den nye lov strammer reglerne, så virksomheder, kommuner og andre offentlige myndigheder skal have overblik over, hvilke personoplysninger de indsamler, udveksler og gemmer.

  • De skal også passe bedre på oplysningerne, og de skal kunne dokumentere, at de lever op til kravene om databeskyttelse.

  • De nye regler omfatter både persondata i it-systemer og papirer med personoplysninger.

  • Personoplysninger må fremover kun findes i sikrede systemer eller aflåste skabe, hvor der er styr på, hvem der har adgang til dem.

  • Der må for eksempel ikke ligge en post-it med navn og telefonnummer på en borger på skrivebordet, når en medarbejder går hjem.

  • Hvis de nye regler bliver brudt, kan det give bøder, kritik eller påbud.

Dette er personoplysninger

  • Navn, alder og køn.

  • CPR-nummer.

  • IP-adressen på din computer, tablet eller smartphone.

  • Email-adresse.

  • Lokationsdata og hvor du geografisk befinder dig.

  • Fingeraftryk, ansigtsgenkendelse og andre biometriske oplysninger.

  • Sundhedsoplysninger.

  • Økonomi.

  • Religiøs, politisk eller seksuel overbevisning.

  • Størrelse på tøj og sko.

  • Køb af produkter.

  • Portrætfotos.