Kim Jong-un har besøgt Kina

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har besøgt Kinas hovedstad, Beijing. Det bekræfter Kina.

Kim Jong-un er leder af Nordkorea. Han har været på et besøg i Kina fra søndag til onsdag lokal tid.

Det oplyser Kinas statslige nyhedsbureau, Xinhua, onsdag ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

Det er Kim Jong-uns første rejse til udlandet, siden han blev leder af Nordkorea i 2011.

Jong-un: Vi talte om fred

Kim Jong-un mødtes med Kinas præsident, Xi Jinping. Ifølge Kim Jong-un talte de blandt andet om at opretholde fred og stabilitet på den koreanske halvø.

I april skal Kim Jong-un mødes med den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in.

Det er også planen, at Kim Jong-un skal mødes med USA's præsident, Donald Trump, i maj.

Kina støttede sanktioner mod Nordkorea

FN’s sikkerhedsråd vedtog sidste år skærpede sanktioner mod Nordkorea. Sanktionerne kom, efter at Nordkorea havde gennemført en række missiltests.

Kina var et af de lande, som støttede sanktionerne mod Nordkorea.

Cirka 90 procent af Nordkoreas udenrigshandel går gennem Kina.

Øverst kan du se en video fra Kim Jong-uns besøg i Kina.

ritzau/AP