I sidste måned var der vinter-OL i Sydkorea, og under vinter-OL fik Nordkorea og Sydkorea et bedre forhold.
Mandag besøgte repræsentanter fra Sydkoreas regering Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i hovedstaden Pyongyang.
Nu har lederne af Nordkorea og Sydkorea planer om at mødes i april. Det er første gang i ti år, at lederne fra de to lande mødes.
Nordkorea vil opgive atomvåben
Ifølge repræsentanterne fra Sydkoreas regering vil Kim Jong-un opgive at udvikle atomvåben, hvis omverdenen og især USA garanterer, at styret i Nordkorea overlever.
USA fastholder dog, at USA kun vil forhandle med Nordkorea, hvis landet opgiver sine atomvåben.
Ifølge mediet BBC vil de sydkoreanske repræsentanter senere på ugen rejse til USA for at fortælle amerikanerne om deres forhandlinger i Nordkorea.
Nordkoreas udmelding kan presse USA
Philip Khokhar er DR’s Asien-korrespondent. Han siger, at den nye udmelding fra Nordkorea går imod tidligere udmeldinger om, at Nordkorea aldrig vil opgive atomvåben.
Kim Jong-un har ikke tilbudt at skrotte landets atomvåben før forhandlinger, sådan som USA kræver. Men alligevel kan Nordkoreas nye udmelding godt presse USA ifølge Philip Khokhar.
- USA's præsident Donald Trump risikerer at stå isoleret internationalt set, hvis han afviser at forhandle med Nordkorea, da Nord- og Sydkorea efterhånden rykker sig nærmere hinanden, siger han.