Boris Johnson er en engelsk politiker, der har været Storbritanniens udenrigsminister siden 2016. Mandag sagde han sit job op.
Storbritanniens premierminister, Theresa May, udpegede mandag aften en ny udenrigsminister. Det bliver Jeremy Hunt, som indtil nu har været sundhedsminister.
Boris Johnson siger op, kort før Theresa May skal fortælle parlamentet om sin nye plan for brexit.
Boris Johnson er modstander af Mays brexit-plan
I juni 2016 stemte borgerne i Storbritannien om at forlade EU. Udmeldelsen kaldes brexit. Storbritannien og EU forhandler nu om, hvordan udmeldelsen skal foregå.
Boris Johnson og flere andre politikere ønsker et mere markant brexit end Theresa May.
Både brexit-minister David Davis og underminister i det britiske ministerium for brexit, Steve Baker, har også sagt op, fordi de er uenige med Theresa May.
Korrespondent: Den britiske regering er i krise
Karin Axelsson er DR's EU-korrespondent. Hun siger, at opsigelserne viser, at der er en alvorlig krise i den britiske regering.
- Vi skal helt tilbage til 1970’erne for at opleve et tidspunkt, hvor to ministre har forladt regeringen inden for et døgn - og endda de fremmeste fortalere for et hårdt brexit - altså anti-EU-linjen.
Den konservative politiker Dominic Raab bliver brexit-minister efter David Davis.