Iranske kvinder så fodbold på stadion for første gang i 40 år

I 1979 blev det forbudt for iranske kvinder at se fodbold på stadions, men i onsdags fik kvinderne lov til at se Irans VM-kamp mod Spanien.

Iranske kvinder fik lov til at se fodbold på storskærm i Teheran, da Iran spillede VM-kamp mod Spanien onsdag. (Foto: © Toru Hanai, Scanpix)

I 1979 var der revolution i Iran, og shahen blev afsat. Siden dengang har islamiske præster styret landet.

Præsterne forbød blandt andet kvinder at komme på stadions. De mente ikke, at kvinder skulle se mænd opføre sig dumt og lytte til deres platte slogans.

Men onsdag fik de iranske kvinder lov til at se en VM-kamp på storskærm på Azadi Stadion i Teheran. Kampen var mellem Iran og Spanien.

Iransk aktivist: Det er en stor sejr

Det var første gang i 40 år, at de iranske kvinder kunne se fodbold på et stadion i Iran.

Tajebeh Siawoshi er en kvindelig iransk aktivist. Hun siger til det iranske nyhedsbureau ISNA, at det virkelig er en stor sejr.

En anden kvinde skrev på Twitter: 'Jeg vidste ikke, at det var så sjovt at råbe i to timer og være tæt på et hjertestop.'

Iranske myndigheder gav tilladelse

Det iranske indenrigsministerium havde bedt politiet om at lade alle komme ind på stadion for at se VM-kampen.

Aktivister er sikre på, at det kan blive en løftestang til at få fjernet forbuddet mod, at kvinder ser fodbold på stadion.

Iran har stadig mulighed for at gå videre ved VM, selvom holdet tabte 0-1 til Spanien. Mandag skal de spille mod Portugal.

/ritzau/