Intro-dage på gymnasiet: Ida sagde nej til nøgen-lege

En del gymnasie-elever oplever intro-dagene på gymnasiet som grænseoverskridende. Eleven Ida Fredholt sagde nej til at smide tøjet og bade nøgen.

Ida Fredholt følte sig kedelig under gymnasiets introdage, fordi hun blandt andet ikke ville være med til at bade nøgen. (Foto: © privat foto)

DR P4 København har talt med 332 gymnasieelever, som lige er startet på fem forskellige gymnasier.

Hver femte elev har fået sine grænser overskredet under lege og aktiviteter på introdagene til gymnasiet, hvor eleverne skal lære hinanden at kende.

Ida Fredholt er lige startet på Ørestad Gymnasium, og hun fik blandt andet overskredet sine grænser til et natløb under introdagene.

Elever blev opfordret til at smide tøjet

Under natteløbet blev Ida Fredholt og de andre elever opfordret til at tage tøjet af for at lave en lang tøj-kæde.

- Man skal jo af med tøjet, for at kæden bliver så lang som muligt, siger Ida Fredholt.

- Jeg tog kun min trøje af, mens mange af de andre valgte at smide stort set alt, hvad de havde på, siger Ida Fredholt.

Tutorer opfordrede elever til at bade nøgne

Tutorer er ældre elever, som er med til at arrangere intro-dagene. Tutorerne på Ida Fredholts gymnasium opfordrede også de nye elever til at bade nøgne.

- Tutorerne sagde "Kom nu. Det er det eneste tidspunkt i jeres liv, I gør det, og I vil huske tilbage på det. Det skal nok blive sjovt", siger Ida Fredholt.

- Jeg synes, det var for meget, at de blev ved med at presse os, og jeg tror også, at der var andre elever, der havde det sådan, siger hun.

Ida: Jeg blev hende den kedelige

Ida Fredholt ville ikke bade nøgen. Men hun følte, at det gav hende en negativ rolle blandt de andre.

- På en måde følte jeg, at jeg var hende den negative, der bare stod i baggrunden og sagde nej. Jeg blev ligesom hende den kedelige, siger hun.

Ida Fredholt mener dog ikke, at gymnasierne skal forbyde elever at lave tøjkæder eller bade nøgne på introturene. For det kan jo være, at nogen synes, det er fedt, siger hun.