På torsdag skal vi stemme om, hvorvidt Danmarks retsforbehold skal laves om til en tilvalgsordning.
Hvis det ender med et ja, vil et flertal i Folketinget fremover kunne melde Danmark ind i dele af EU's retslige samarbejde, uden at vi skal stemme om det ved en folkeafstemning.
Men ifølge en undersøgelse af DR Nyheder har 42 procent af danskerne ikke tillid til, at Folketinget vil træffe de rigtige beslutninger om EU-lovgivning på rets-området.
Forskellige løfter forvirrer os
Kasper Møller Hansen er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.
Han siger, at mange af vælgerne ved dette valg stemmer ud fra en mavefornemmelse og ud fra, om de har tillid til politikerne.
- Fakta er blevet skubbet i baggrunden, for ja-siden lover et, og nej-siden lover noget andet, så det er blevet et tillidsvalg, siger han.
Han mener dog, at politikerne stadig kan nå at rette lidt op på mistilliden, hvis de tager ud og møder danskerne og fortæller om, hvad de står for.