Ulv set i Nordjylland

Ulven er måske på vej tilbage til Danmark. En mand har taget en serie billeder af dyret i Thy, og nu skal sagen undersøges nærmere.

Ulven er måske på vej tilbage til Danmark. En mand har taget en serie billeder af dyret i Thy, og nu skal sagen undersøges nærmere. (Arkivfoto)

Den sidste vildtlevende danske ulv blev skudt i 1813.

Men nu tyder fotografier fra Nordjylland på, at ulven måske er tilbage i den danske natur.

Det skriver Morsø Folkeblad.

Tog en serie billeder

Ulven er blevet set i Hanstholm Reservatet i Nationalpark Thy.

Kim Frost fra Nykøbing så ulven og tog en serie billeder af ulven. Kim Frost er selv helt sikker på, at det er en ulv.

Og naturinteresserede venter nu i spænding på at få det bekræftet.

Skal tage prøver

- Det er meget bemærkelsesværdigt, og det ser godt ud. Men vi skal lige vente, indtil vi har taget nogle dna-prøver af afføring eller noget lignende.

Det siger naturvejleder Morten Hansen til dr.dk.

Et spørgsmål om tid

For tre år siden var der meldinger om, at nogen havde set en ulv i Sydjylland.

Men den blev aldrig fotograferet. Syd for grænsen bliver der til gengæld ofte observeret ulve. Og netop derfor er det ikke usandsynligt, at ulven er kommet til Danmark.

- Det har kun været et spørgsmål om tid, for ulvebestanden syd for grænsen er i vækst. Og unge ulve kan vandre langt, forklarer Morten Hansen.

Det store rovdyr

Han siger, at Danmark har et rigt dyreliv i skovene. Men at der mangler et dyr som ulven:

- Så længe vi ikke har det store rovdyr, er målet ikke fuldendt. Vi har brug for det store rovdyr, siger han.

Ulven tager husdyr

Og hvis det viser sig at være en ulv, er Morten Hansen bekymret for, om den overhovedet vil få lov til at leve vildt i Danmark.

- Den tager jo husdyr. Også får og hunde. Det er jo et rovdyr. Så spørgsmålet er, om man er villig til at lade den leve, siger han.

Ulven er ikke farlig for mennesker.