Den danske imam Abu Bilal fra moskeen på Grimhøjvej i Aarhus lærer muslimske kvinder om islams regler for utroskab.
Reglerne inkluderer blandt andet pisk og stening, skriver TV2.
Kanalen arbejder netop nu på dokumentaren "Moskeerne bag sløret", som er optaget af to TV2-folk med skjult kamera.
Imamen underviser børn og kvinder
De skjulte optagelser stammer ifølge TV2 fra et lokale i moskeen, hvor en gruppe kvinder og børn bliver undervist om islams retssystem, sharia.
- Hvis en ægteskabsbryder, enten mand eller kvinde, begår hor, så er deres blod halal, og de skal dræbes ved stening, siger imamen på optagelserne.
- Hvis hun er jomfru, så er straffen piskeslag, siger imamen videre.
Det er dårligt for integrationen
Thomas Hoffmann er professor i koran- og islamstudier ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.
Han mener, at imamens undervisning er et problem for integrationen, fordi imamens lære er meget anderledes end de danske demokratiske værdier og tanker om forbrydelse og straf, siger han til TV2.
Formanden for Grimhøj-moskeen, Oussama El-Saadi siger, at TV 2 selv har fået imamen til at tale om stening og pisk.
Imamen Abu Bilal fik sidste år en bøde, fordi han havde opfordret til drab på jøder. Østjyllands Politi skrev søndag, at det vil se på den nye sag om Abu Bilal.
/Ritzau/DR