Tusindvis af borgere åbner ikke deres post

Mange vigtige breve bliver ikke læst, fordi tusindvis af borgere ikke åbner deres digitale postkasse.

Elektronisk post bliver også kaldt e-post og kommer i din e-boks på nettet med de breve, som du tidligere fik i din fysiske postkasse fra for eksempel kommunen, sygehuset, SKAT, forsikringsselskaber og banker.

263.420 borgere har ifølge Digitaliseringsstyrelsen ikke åbnet deres digitale postkasse, siden de automatisk blev tilmeldt den 1. november sidste år.

Det betyder, at mange borgere ikke ser vigtige beskeder som blandt andet indkaldelser til sygehuse, bøder, breve om institutioner og regninger.

Sanni Larsen: Jeg har aldrig brugt det

En af dem, der ikke tjekker sin digitale post, er 32-årige Sanni Larsen fra Næstved.

- Jeg har aldrig brugt det. Jeg ved egentlig ikke rigtig, hvad det går ud på, siger hun.

Men det kan give problemer, hvis man ikke tjekker sin post, siger Lisbeth Hald, der har ansvar for den digitale post hos Borgerservice i Slagelse.

- Vi har haft eksempler på borgere, der har mistet flere måneders boligydelse, siger hun.

Styrelse vil fortsætte med at informere borgerne

Ifølge chefkonsulent Louise Kampman fra Digitaliseringsstyrelsen betyder de uåbnede breve, at borgerne stadig skal informeres om digital post.

- Vi må ikke holde op med at lave det informationsarbejde, vi har lavet de sidste år. Det skal vi sandsynligvis blive ved med længe endnu, siger hun.

Man kan læse sin digitale post på siderne www.borger.dk og www.e-Boks.dk.