Efter tre års kamp mod sit tidligere arbejde har en transkønnet kvinde ved retten i Aarhus vundet en retssag om køns-diskriminering, skriver Fagbladet 3F.
Det er første gang, en transseksuel vinder en retssag om at være diskrimineret på grund af sit køn.
Kvinden skulle 'skrue ned for sin femininitet'
Vikarvirksomheden Jysk Mandskabsservice fyrede kvinden Michelle, fordi hun er transseksuel.
I 2012 skulle hun lave lagerarbejde for virksomheden, som egentlig er tilfreds med hendes arbejde efter den første dag
Alligevel beder virksomheden hende om at 'skrue ned for sin femininitet' og fyrer hende dagen efter, da virksomheden 'ikke ønskede en som hende ansat.'
Dommen er historisk
Advokat i 3F Rune Asmussen siger, at sagen blandt andet har handlet om, hvorvidt Michelle er beskyttet af loven om køns-diskriminering, når hun endnu ikke har skiftet køn.
- Dommen er historisk, fordi den slår fast, at du både som transseksuel og transvestit hører ind under direktivet om diskriminering på grund af køn, siger han.
Jysk Mandskabsservice skal nu betale 30.000 kroner i erstatning til kvinden.