Statsforvaltningen går ind i sag om Carl Holst

Statsforvaltningen vil have undersøgt sagen om, at forsvarsminister Carl Holst (Venstre) måske har fået hjælp til at føre valgkamp af en skatte-betalt ansat.

Forsvarsminister Carl Holst (Venstre) har flere gange nægtet, at han har brugt en skatte-betalt ansat til at føre valgkamp. (© (c) DR)

Den seneste tid har der været meget kritik af forsvarsminister Carl Holst (Venstre).

Kritikken handler om, at hans nuværende rådgiver, Christian Ingemann, måske har hjulpet ham med at føre valgkamp i juni måned.

Christian Ingemann var dengang ansat i Region Syddanmark, og ifølge reglerne må en skatte-betalt ansat ikke bruges til at føre personlig valgkamp.

Holst afslører sig selv i mail

Carl Holst har flere gange afvist, at Christian Ingemann arbejdede for ham under valgkampen.

Men onsdag skrev Ekstra Bladet, at bladet har set et brev, som Carl Holst har sendt til statsminister Lars Løkken Rasmussen (Venstre).

I brevet skriver Carl Holst, at "Christian Ingemann Nielsen var fra medio 2014 til juni 2015 ansat som presserådgiver i Region Syddanmark og personlig assistent for mig som regionsrådsformand".

Region skal lave redegørelse

Statsforvaltningen har derfor nu besluttet, at sagen skal undersøges nærmere.

Forvaltningen har derfor bedt Region Syddanmark om at lave en redegørelse om sagen, som Statsforvaltningen kan bruge til at vurdere, om den skal rejse en tilsynssag.

I en tilsynssag udtaler Statsforvaltningen sig om, hvorvidt en kommune eller region har gjort noget ulovligt.

Herunder kan du se en video, hvor Carl Holst forklarer, at han ikke har villet lyve om sagen.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:55fa937ea11f9f12f4dd3ccb