Søren træner computerspil fire gange om ugen

Hos Ballerup E-sport-klub er der både en træner, og spillerne kommer til træning på faste tidspunkter hver uge.

Halvdelen af de 10-19-årige dyrker computerspil på samme måde som for eksempel fodbold og håndbold, viser en undersøgelse fra Københavns Universitet.

Et af stederne er i Ballerup E-sport-klub.

- Vi synes, at e-sport er en sport på plan med andre sportsgrene. Vi udøver vores sport på niveau med andre (sportsgrene), det er bare mindre fysisk, siger Jean Amdisen, der er træner i E-sport-klubben Ballerup.

Søren: Det er hjerne-gymnastik

18-årige Søren Dalsgaard går til e-sport i Ballerup. Her mødes han med sit hold og træner computerspil fire gange om ugen i omkring fire timer hver gang.

Søren Dalsgaard mener, at e-sport er en sportsgren, hvor man træner hjernen i stedet for kroppen.

- Det er mere hjernegymnastik, end det er en fysisk sport. Jeg har gået til håndbold og motorcross før - det handlede om fysikken. Her skal du bruge hovedet og være taktisk smart, siger Søren Dalsgaard.

I videoen over artiklen kan du se, hvordan træningen foregår hos Ballerup E-sport.