Mattias Tesfaye blev valgt som SF's næstformand i april.
Men han trækker sig nu fra posten
Under formandsvalget i partiet støttede Mattias Tesfaye kandidaten Astrid Krag. Men hun tabte afstemningen til Annette Vilhelmsen.
Uenige om politikken
Og det er uenighed om de politiske synspunkter, der har fået ham til at trække sig.
- Den politik, som Annette Vilhelmsen blev valgt på og vil gennemføre, er jeg simpelthen ikke enig i. Som næstformand skal man være formandens højre hånd.
- Jeg laver ikke andet end at arbejde i organisationen og kæmpe for den politiske linje, der er vedtaget. Men det kan jeg ikke, hvis jeg ikke selv er enig i den, siger Tesfaye.
Bliver en god formand
Mattias Tesfaye har været næstformand i partiet siden april. Den anden næstformand er Mette Touborg.
På sin Facebook-side skriver han, at han ikke går fra posten i vrede: - Jeg vil godt understrege, at jeg har haft et godt samarbejde med vores nye formand Annette Vilhelmsen.
- Hun er en sympatisk og klog politiker. Hun kan blive en god formand for SF, skriver han.
Afløseren er fundet
Det bliver den 27-årige Peter Wesyermann, der afløser Tesfaye.
Peter Westermann betragtes som en af formand Annette Vilhelmsens stærkeste støtter, og han var meget aktiv i hendes formandsvalgkampagne.