Se de fem største svindelsager i nyere tid

I går fik stifteren af et lysfirma syv års fængsel for svindel. Her kan du se fem andre svindelsager, der har udløst en høj straf.

Lars Nørholt er en 47-årig erhvervsmand, som har stiftet lysfirmaet Hesalight. Torsdag blev han dømt skyldig i svindel. Han har anket dommen.

Dommen er historisk hård. Faktisk er det kun anden gang, at en dom om økonomisk kriminalitet giver syv års fængsel i Danmark.

Nedenfor kan du læse om de fem største svindelsager i erhvervslivet i Danmark i nyere tid.

Stein Bagger: Syv års fængsel

Stein Bagger. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Stein Bagger var direktør for it-virksomheden IT Factory.

Han blev i 2009 idømt syv års fængsel for svindel for i alt 831 millioner kroner.

Stein Bagger havde skaffet penge til IT Factory ved at belåne forfalskede fakturaer.

Klaus Riskær Pedersen: Seks års fængsel

Klaus Riskær Pedersen. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Klaus Riskær Pedersen er en finansmand, der blandt andet har ejet investerings-virksomheden Accumulator Invest og it-virksomheden Cyber City.

Han blev i 2008 idømt seks års fængsel for bedrageri, underslæb og skyldnersvig.

Dommen omfattede både svindel i Accumulator Invest og i Cyber City.

Kurt Thorsen: Seks års fængsel

Kurt Thorsen. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Kurt Thorsen var en såkaldt byggematador. I 2002 fik han en dom på seks års fængsel for dokumentfalsk.

Kurt Thorsen havde blandt andet skaffet penge til sine ejedomme ved hjælp af garantier fra PFA. Men garantierne var falske.

Kurt Thorsen havde nemlig forfalsket underskriften for PFA’s administrerende direktør, André Lublin, i samarbejde med PFA’s direktør Rasmus Trads

Sten Gude: Seks års fængsel

Sten Gude. (Foto: © CLAUS BJØRN LARSEN, Scanpix)

Steen Gude var en såkaldt ejendomsmatador. Han ejede virksomheden Stones Invest.

I 2014 blev han idømt seks års fængsel for bedrageri, skattesvig og skyldnersvig.

Steen Gude havde blandt andet optaget lån i den islandske bank Glitnir uden at oplyse, at hans selskab var i alvorlige vanskeligheder.

Bjørn Stiedl: Seks års fængsel

Bjørn Stiedl. Billedet er taget i 1994. (Foto: © MOGENS LADEGAARD, Scanpix)

Bjørn Stiedl var en såkaldt selskabstømmer.

Han tømte 170 selskaber for 330 millioner kroner i starten af 1990’erne og i 2009 blev han idømt seks års fængsel for selskabstømmeri.

Mens han sad i fængsel, søgte han om gældssanering, men i 2015 blev han idømt 3,5 års fængsel for at have givet urigtige oplysninger i sagen.