Der bor 1640 mennesker i 11 boligblokke i Finlandsparken tre kilometer fra Vejle centrum.
Finlandsparken er et af boligområderne på regeringens liste over ghettoer.
Kun 40 procent af beboerne har arbejde, og 69 procent kommer fra ikke-vestlige lande.
Beboere smider mindre affald ud af vinduet
For tre år siden blev Finlandsparken renoveret. Lejlighederne fik for eksempel dørtelefoner med kameraer, og det har fået antallet af indbrud til at falde meget.
Stuelejlighederne fik også have, og det har fået beboerne til at smide mindre affald ud af vinduet.
Finlandsparkens fælles vaskeri er også sat i stand, og det har betydet meget mindre grafitti.
Før brugte området op mod en halv million kroner hvert år på hærværk som grafitti, men ved sidste regnskab var udgiften faldet til omkring 30.000 kroner.
Venner tør besøge Emin
18-årige Emin Albasha har boet hele sit liv i Finlandsparken.
Han siger, at folk fra andre dele af Vejle nu tør komme på besøg:
- Før i tiden var der mange, der havde fordomme, men det er blevet meget bedre nu, siger han.
Findlandsparken er blevet mere tryg
Knud Aage Thiemer er afdelingsformand og har boet over 12 år i Finlandsparken.
Han mener, området er blevet mere trygt.
Men han tror ikke, at Finlandsparken kommer væk fra regeringens ghettoliste i nær fremtid, selvom boligområdet er renoveret:
- Det forbedrer jo ikke det, at du ikke har en ordentlig uddannelse eller et arbejde, siger han.
I videoen kan du høre Emin på 18 år fortælle om Finlandsparken: