Regeringen fravælger færdige bygninger til ny politiskole

Selvom bygningerne er velegnede og i god stand, bliver der ingen politiskole i Vejle.

Den kommende politiskole skal ligge i Herning. Det forstår Vejles borgmester ikke. Han siger, at Vejle endda har bygninger klar, der hurtigt og billigt kan laves om til politiskolen. (Foto: © Colliers, Colliers)

Regeringen har besluttet sig for, at den kommende politiskole skal bygges i Herning. Den nybyggede skole kan være klar i løbet af 22 måneder.

Vejles borgmester, Arne Sigtenbjerggaard (Venstre), er meget skuffet over beslutningen.

Politiskolen kan nemlig blive både billigere og hurtigere færdig, hvis den bliver placeret i den tidligere sygeplejeskole i Vejle.

Borgmester: Skolen er klar

For omkring en uge siden offentliggjorde Rigspolitiet sine ønsker til, hvor en ny politiskole skal ligge. Og her lå bygningerne i Vejle højt på politiets liste.

Det eneste var, at der muligvis skulle ændres i Vejle kommunes lokalplan, før bygningerne kunne bruges. Men det passer ikke, siger Arne Sigtenbjerggaard.

- Vi står med en skole, der er indflytningsklar. Der mangler en støvsuger til rengøring, og nogle møbler, så kan man gå i gang, siger han.

Borgmesteren har nu sendt et brev til alle folketingets partiformænd. I brevet beder han dem igen om at overveje at placere politiskolen i Vejle.