Politiet har brugt knap 200.000 timer foran jødiske bygninger

Politiet har brugt mange kræfter på at bevogte bygninger som den jødiske skole og synagoge efter terrorangrebet i København.

Siden den 14. februar har politiet bevogtet jødiske bygninger som her ved synagogen i Købehavn. (Foto: © Simon Læssøe, Scanpix)

Politiet har brugt næsten 200.000 timer på at bevogte jødiske bygninger fra terrorangrebet i februar frem til den 4. august i år.

Politiet har for eksempel bevogtet den jødiske skole og synagogen, viser dokumenter, som DR Nyheder har set.

Den tid, politiet har brugt på planlægning og transport af betjentene til og fra de jødiske bygninger, er ikke regnet med i de 200.000 timer.

Pind: Politiet skal have flere folk

De mange timer foran jødiske bygninger har betydet, at politiet mangler kræfter andre steder.

- Det har været uundgåeligt, at vi har måttet tage politifolk fra andre egne af landet som følge af terrorangrebet og også til bevogtning, siger justitsminister Søren Pind (Venstre).

-Det har indvirkning på arbejdsforholdene for betjentene og på, hvad politiet kan. Derfor ønsker vi også at få tilført politiet ekstra folk, siger han.

Onsdag begynder Søren Pind forhandlingerne om en politi-aftale, hvor politikerne også skal diskutere bevogtningen af jødiske bygninger.