Finansloven bestemmer, hvor mange penge staten skal bruge på eksempelvis Kongehuset, Forsvaret, sundhed og skoler.
Pengene på finansloven kommer fra skatter og afgifter, som vi danskere betaler, når vi for eksempel får løn eller køber en ny bil.
I dag er partierne Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance blevet enige om en finanslov for år 2017. Nedenfor kan du læse fire hovedpunkter, som partierne er blevet enige om.
Boligejere skal ikke betale mere skat
Når man ejer en bolig, skal man betale en skat, der hedder grundskyld.
Grundskylden kommer ikke til at stige i 2017. Det har især De Konservative ønsket.
Det bliver billigere at være bilejer
Man skal betale en afgift, hvis man ejer en bil eller et køretøj med en motor.
Den afgift hedder en registreringsafgift.
De fire partier er blevet enige om at gøre registreringsafgiften lavere. Det betyder, at det bliver billigere for en del mennesker at eje en bil. Det er især Liberal Alliance glade for.
De ældre får to milliarder
De næste 4 år er der sat 2 milliarder kroner af til Danmarks ældre borgere.
Pengene skal blandt andet give de ældre bedre mad.
Ældre borgere vil også stadig få hjælp til at betale deres husleje. Det har været et krav fra Dansk Folkeparti.
Det bliver nemmere at afvise udlændinge ved grænsen
Det bliver sværere at få lov til at bo i Danmark, hvis man er udlænding.
Nu kan Danmark nemmere afvise asylansøgere ved den danske grænse, hvis der for eksempel pludselig kommer for mange asylansøgere.