Sidste efterår lavede Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative en aftale, som skulle gøre det sværere for udlændinge at få dansk statsborgerskab.
Aftalen betød blandt andet, at udlændinge skal bestå en ny indfødsretsprøve for at kunne få statsborgerskab.
Prøven indeholder 40 spørgsmål om det danske samfund.
Udlændinge skal svare rigtigt på 32 ud af 40 spørgsmål
Indfødsretsprøven bliver kun holdt to gange om året. Den første prøve blev holdt i juni år.
Torsdag er der indfødsretsprøve for anden gang i år. Udlændingene skal svare rigtigt på 32 ud af de 40 spørgsmål.
3359 udlændinge har tilmeldt sig prøven, som bliver holdt 51 steder i Danmark.
Den første indfødsretsprøve fik meget kritik
I juni fik indfødsretsprøven meget kritik, fordi kun hver tredje udlænding bestod prøven.
De Danske Sprogcentre mente, at prøven var for svær. For eksempel skulle udlændingene svare på, hvilket år den første Olsen-banden film havde premiere.
I dag skulle de svare på, hvilken instruktør der instruerede Olsen Banden og tv-serien Matador.
De skulle også vide, hvornår man bliver myndig i Danmark, og hvornår kvinder fik stemmeret.
/ritzau/