Ombudsmanden vil undersøge regeringens flygtninge-annoncer

Folketingets ombudsmand vil have undersøgt, om regeringen og Inger Støjbergs flygtninge-annoncer er vildledende.

Inger Støjberg har nu to uger til at svare på ombudsmandens spørgsmål om flygtninge-annoncerne. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

For nylig indrykkede regeringen og integrations-minister Inger Støjberg annoncer i fire libanesiske aviser.

I annoncer oplyste regeringen om, at de danske asylregler er blevet strammet. For eksempel stod der i annoncerne, at man ikke kan få sin familie til Danmark det første år, man er her som flygtning.

I denne uge blev annoncerne også hængt op på danske asylcentre på forskellige sprog, hvilket gav uro og nervøsitet på centrene, skrev Berlingske tidligere på ugen.

Ombudsmand: Annoncer giver måske forkert billede

Mange har kritiseret annoncerne for at være vildledende, og det har nu fået Folketingets ombudsmand til at rejse en sag om annoncerne.

- Det har været anført, at ministeriets annoncer isoleret set er faktuelt korrekte, men at de efterlader særligt flygtninge fra Syrien med et forkert billede, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.

- Hvis det er tilfældet, kan flygtninge på forkerte præmisser blive påvirket til at undlade at søge asyl i Danmark, siger Jørgen Steen Sørensen.

Støjberg: Annoncer er faktuelt rigtige

Ombudsmanden har givet Inger Støjberg og Udlændingeministeriet to uger til at svare på spørgsmål om annoncerne.

Svarene skal han bruge til at undersøge, om Udlændingestyrelsen har fulgt reglerne for, hvordan man skal informere offentligheden, oplyser ombudsmanden.

Inger Støjberg siger til Ritzau, at hun og Udlændingeministeriet vurderer, at annoncerne er faktuelle og objektivt rigtige.

Hun vil dog naturligvis svare på de spørgsmål, som ombudsmanden har bedt om svar på, siger hun til Ritzau.