Nyt projekt undersøger, hvordan ulve reagerer på mennesker

Et nyt internationalt projekt vil undersøge, hvordan ulve reagerer, når forsøgspersoner går tæt på dem.

Gps-halsbånd registrerer nøjagtig, hvordan ulvene bevæger sig før, under og efter mødet med et menneske. (Foto: © Lars Rasborg, Scanpix)

I 2012 blev der for første gang i mange år set en vild ulv i Danmark, og siden er ulve blevet set flere steder.

Man ved ikke meget om, hvordan ulve reagerer, når et menneske nærmer sig. Men det skal et nyt internationalt projekt nu undersøge. Danske forskere deltager også i projektet.

Forsøgspersoner skal opsøge gps-mærkede ulve i naturen for at teste, hvordan ulvene reagerer, når der kommer et menneske.

Dansk forsker har taget initiativ til projektet

Peter Sunde er seniorforsker ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet og har taget initiativ til projektet.

- I princippet fremprovokerer vi det, som mange er bange for skal ske for dem, når vi lader mennesker jogge eller gå forbi ulvene. Det bliver den ultimative test af, hvordan de reagerer i mødet med os, siger han.

Danskerne er ikke i gang med projektet endnu, for man har endnu ikke indfanget ulve for at give dem gps-halsbånd på.

I Norge er forskere godt i gang med projektet

I Norge har forskere allerede gennemført fire møder mellem ulve og mennesker. Her trak ulvene sig enten væk eller skjulte sig, da menneskene nærmede sig.

Nu vil de norske forskere eksperimentere med at sende folk i forskellige størrelser, køn, antal og med og uden hund forbi ulvene for at se, om det gør en forskel.

Peter Sunde siger, at nogle mener, at ulvene skulle reagere anderledes i Danmark, hvor de er tættere på bebyggelse. Men han siger, at man faktisk overhovedet ikke ved, hvordan de reagerer.

Projektet

  • Projektet skal undersøge, hvordan ulve reagerer, når de møder mennesker.

  • Ulve får gps-halsbånd og slippes fri.

  • Herefter lokaliseres de, og så sendes forsøgspersoner i retning af dem.

  • Forsøgspersonerne går forbi 50 meter fra ulvene.

  • Gps-halsbåndene registrerer nøjagtig, hvordan ulvene bevæger sig før, under og efter mødet.

  • Projektet er internationalt og omfatter flere lande i Europa - heriblandt Danmark.

  • I øjeblikket er de danske fælder deaktiverede, da man ikke ønsker at fange hvalpe til forsøget.