Muslimske flygtninge vælger oftere end før at forlade islam og blive døbt.
Det skriver Kristeligt Dagblad, som blandt andet har talt med Massoud Fouroozandeh.
Han er præst i Church Of Love-menigheden i Odense og døbte for nylig døbte 12 flygtninge.
Og han bliver stadig oftere kontaktet af flygtninge, der er blevet kristne og gerne vil døbes.
Massoud Fouroozandeh siger, at 160 flygtninge med muslimsk baggrund blev døbt i hans kirke i 2011 og 2012. Det er langt flere end i de foregående 10 år tilsammen.
Det er især flygtninge fra Afghanistan, Iran og Syrien
Organisationen Kirkernes Integrations Tjeneste arbejder blandt kristne og muslimske indvandrere, og den oplever det samme:
- Vi får stadig flere henvendelser fra flygtninge fra Syrien, Afghanistan og Iran, som ønsker at skifte til kristendom og blive døbt.
De prøver måske at forbedre chancen for at blive i Danmark
Viggo Mortensen har i mange år forsket i global kristendom. Han er ikke overrasket over, at det især er flygtninge fra Iran, Afghanistan og Syrien, der bliver kristne.
- De er flygtet fra lande med en meget undertrykkende form for islam, og derfor søger de en anden tro.
Imam Ahmad R. Aghadadi fra Imam Ali Moské i København tror ikke på den forklaring.
Han siger, at grunden måske i stedet er, at flygtningene prøver at forbedre deres chancer for at få lov at blive i Danmark ved at skifte tro.
- Et gæt kunne være, at det kan gavne ens asylsag at konvertere til kristendom, siger han.