Medicin på recept er blevet billigere

De seneste ti år er det blevet billigere at købe receptpligtig medicin. Det skyldes blandt andet, at der er kommet mere kopimedicin.

Blodtryksmedicin, kolesterolsænkende medicin, smertestillede medicin, antidepressiv medicin og medicin mod mavesår er noget af det medicin, som er faldet meget i pris de seneste år. (Foto: © Jonas Vandall Ørtvig, Scanpix)

De seneste ti år er prisen på forbrugsvarer som mad og tøj steget med 15 procent i Danmark

Det er dog blevet billigere at købe receptpligtig medicin på apoteket. Prisen er nemlig faldet med 12 procent, viser tal fra Lægemiddelindustriforeningen.

Det vil sige, at hvis en pakke receptpligtige piller kostede 100 kroner for 10 år siden, så koster pillerne nu 88 kroner.

Professor: Der er flere kopiprodukter

Jacob Kjellberg er professor i sundhedsøkonomi. Han forklarer, at der er kommet mere kopimedicin, som presser priserne.

De virksomheder, der sælger medicin, konkurrerer nemlig mere og mere om at sælge medicinen billigt, fortæller Jakob Kjellberg.

Virksomheder kan begynde at konkurrere om billigere priser, når en virksomheds patent på medicin udløber.

Apoteker skal tilbyde den billigste medicin

Per Nielsen er analysechef i Danmarks Apotekerforening. Han forklarer, at apotekerne skal tilbyde kunderne den billigste medicin.

Det betyder, at apotekerne 18 til 20 millioner gange om året skifter lægens ordinerede medicin ud med en billigere kopi, siger Per Nielsen.

Det er sket for mange slags medicin - blandt andet blodtryksmedicin, smertestillende medicin og antidepressiv medicin, fortæller han.

I den interaktive grafik nedenfor kan du se 3 slags medicin, som er blevet meget billigere.