Lejere kan spare penge på ny lejelov

Lejere, der flytter fra en bolig efter kort tid, skal ikke længere betale for, at boligen bliver ny-instandsat.

Fremover bliver det knap så dyrt at flytte fra en bolig, hvis man kun har lejet den i kort tid. (Foto: © Dorte Krogh., Materiale fra Københavns Kommunes eksempelsamling om byfornyelse)

Lejere, der flytter fra en bolig efter kort tid, skal ikke længere betale for, at boligen bliver ny-instandsat.

Nu er det slut med at skulle betale en masse penge for, at en udlejer kan sætte en bolig i stand, hvis du kun har boet der i kort tid.

Onsdag træder flere ændringer i lejeloven nemlig i kraft.

Det kostede 58.00 kroner at flytte ud

Kristian Lysdahl Sørensen blev sidste år chokeret, da han skulle flytte fra sin lejlighed i Brabrand og fik en regning på 58.000 kroner.

Pengene var til at sætte lejligheden i stand for, selvom han kun havde boet der i et år og passet godt på den. Alene maling af lejligheden kostede 30.000 kroner.

- Hvis man havde malet der, hvor der var huller efter en gardinstang og så videre, havde man slet ikke kunnet se, at der havde boet nogen i lejligheden, siger han.

Lejere kan spare mange penge

Men fra onsdag kan udlejeren ikke længere kræve en ny-istandsættelse af boligen, når lejeren flytter ud. Kun en normal-istandsættelse ifølge de nye regler.

Ingen ved endnu helt, hvad en normal-istandsættelse dækker over. Men flere lejere kan spare mange penge på de nye regler, mener driftslederen hos Lejernes Landsorganisation i Aarhus, Jørgen Dyrholm Jensen.

- For folk, der har boet kort tid i en lejlighed og har behandlet den pænt, kan der være tilfælde, hvor man kan spare 20.000-30.000 kroner, siger han.