Siden sommeren 2012 er flere børn i folkeskolen med særlige problemer blevet flyttet fra specialklasser til almindelig undervisning sammen med de andre elever.
Det kaldes inklusion, og det handler for eksempel om elever med diagnosen ADHD.
Men flere lærere frygter, at inklusionen kan få alvorlige konsekvenser for både elever og lærere. De mener, at der skal bruges flere penge penge på de særlige elever.
De dygtige elever bliver glemt
- Hvis der ikke følger flere penge med til inklusionen, så risikerer man, at den falder til jorden, siger Kenneth Nielsen. Han er formand for Danmarks Lærerforening i Esbjerg.
Ulrik Nielsen er formand for Tønder Lærerkreds. Han er enig i kritikken af inklusionen:
- Det går ud over de elever, som bliver inkluderet. Samtidig så går det også ud over de elever, som er i klasserne. I hvert fald de dygtigste elever, fordi meget at tiden går med at tage sig af de svageste elever, siger han.
Alene med 21 blandede børn
Christine Falmer-Nielsen er folkeskolelærer i Frederiksberg Kommune. I en af hendes klasser underviser hun 21 børn.
Tre af dem har en diagnose, og tre andre bliver i øjeblikket undersøgt, om de også skal have en diagnose. Ens for dem alle er, at de har svært ved at koncentrere sig i undervisningen:
- Nogle af børnene kan kun lave noget fagligt, når der sidder en voksen hos dem og hjælper. Og det kan jeg ikke, når jeg har 20 andre i klassen.
- Jeg bliver ofte afbrudt med det, jeg er i gang med, fordi jeg skal tage hånd om en konflikt eller skal give ekstra hjælp, siger Christine Falmer-Nielsen til DR Nyheder.