Lærere: Inklusion i skolen virker ikke

Kun fire procent af lærerne i Vordingborg Kommune mener, at det i høj grad er lykkes at inkludere specialbørn i den almindelige undervisning.

Svend Gønge-Skolen i Vordingborg Kommune er en af de skoler, hvor der har været store problemer med indklusionen af elever.

Vordingborg Kommune begyndte allerede i 2012 at inkludere børn med særlige behov. Her sendte kommunen 200 elever med for eksempel autisme eller ADHD over i den almindelige undervisning.

Men det er et valg, der har vist sig at give alvorlige problemer.

En ny undersøgelse fra Undervisningsministeriet viser, at kun fire procent af lærerne i Vordingborg synes, at inklusionen er lykkes i høj eller meget høj grad. Samtidig mener 55 procent af lærerne ikke, at inklusionen har været vellykket.

Nogle lærere er utrygge

Svend Gønge-Skolen i Vordingborg er en af de skoler, der oplever store problemer med inklusionen.

Peter Fisker er lærer og arbejdsmiljørepræsentant. Han fortæller, at lærerne kæmper en kamp for at få ro i klassen, så eleverne kan lære noget:

- Nogen lærere bliver simpelthen bange og utrygge ved at være i klassen, når de oplever et barn "sprænge i luften" og måske stikker en lussing hist og her, siger Peter Fisker.

Det går ud over børn, lærere og forældre

Han mener, at inklusionen på skolen både har haft negative konsekvenser for lærere, forældre og elever - både dem med og uden særlige behov:

- Det fungerer ikke, når de her børn er meget følsomme og reagerer voldsomt. Der skal ikke ret meget til, før de går amok, kaster rundt med møbler og går dybt frustrerede ud på gangene. Og inklusionen lykkes jo ikke, hvis de er derude på gangen, siger Peter Fisker.

Inklusion er en stor og svær opgave

Per Larsen er skolechef i Vordingborg Kommune. Han er ikke overrasket over, at der er udfordringer med inklusionen i kommunen.

- Det er en stor og svær opgave. Vi er ikke igennem endnu, og det kan blive endnu bedre.

Han forklarer, at Vordingborg først gik i gang med at uddanne lærerne til opgaven i 2012, og at lærerne fremover skal uddannes endnu mere:

- Vi skal gøre langt mere for at uddanne lærerne, siger Per Larsen.