Kvindelige studerende bekymrer sig mere, om de kan klare studiet, end mændene gør.Alle studerende kan være nervøse for, at de ikke er dygtige nok. Men som regel er det de kvindelige studerende, der tvivler mest, skriver Politiken.
30 procent af kvinderne mellem 17 og 20 år på erhvervsakademiet Cphbusiness siger, at de er meget bekymrede for ikke at kunne følge med i undervisningen.
Blandt mændene er kun 19 procent bekymrede.
Kvindelige studerende er mere stressede
De kvindelige studerende er også mere bekymrede for deres karakterer, og de er mere stressede, end de mandlige studerende er.
Undersøgelsen viser også, at færre af kvinderne tror, de er fagligt dygtige nok.
- Det handler i høj grad om forventninger til sig selv, siger Søren Meyer fra studievejledningen på erhvervsakademiet Cphbusiness. Vejleder: Kvinder tænker over meget
På Københavns Universitet møder specialevejlederne også flest kvinder, som beder om hjælp, siger specialevejleder Christina Juul Jensen.
Hvert år søger 100 til 140 studerende om hjælp, men kun 8 til 10 af dem er mænd.
Christina Juul Jensen siger, at de kvindelige studerende tænker meget over at være perfekte, på fremtiden, hvad de vil opnå og på andres forventninger til dem.