Efter 10 år i Danmark har kun hver fjerde flygtning fundet sig et job, viser en undersøgelse.Fra 2000 til 2003 kom der 7700 flygtninge til Danmark.
Men ti år senere, altså i 2010 og 2013, havde kun 25 procent af flygtningene fundet et job, viser en undersøgelse i avisen Berlingske.
Minister: Vi har ikke gjort det godt nok
Undersøgelsens tal er skræmmende og alvorlige, siger beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (Socialdemokraterne).
- Tallene vidner i uhyggelig grad om, at vi slet ikke har gjort det godt nok, når det gælder integration, siger han.
- Det er til stor skade for både flygtninge og samfundet, siger ministeren til avisen.
Kommunerne har ansvaret
Berit Toft Fihl er chefkonsulent hos Dansk Arbejdsgiverforening og mener, at kommunerne skal sørge for, at flygtningene bliver bedre integreret.
- Ansvaret ligger klart ved kommunerne. Integrationsindsatsen er slået fejl dér, siger hun.
- Vi skal have skabt et system, hvor det bedre kan betale sig at arbejde, siger Berit Toft Fihl til DR Nyheder.