Efter skudangrebene i København har flere kommuner arbejdet mere med anti-radikalisering, viser en rundspørge fra Jyllands-Posten.
Tidligere havde mange kommuner ikke engang en handleplan, de kunne bruge, hvis de opdagede, at unge begyndte at opføre sig anderledes.
Hedensted er mere opmærksom på unge
En af de kommuner, der ikke havde en handlingsplan før angrebet i København, er Hedensted Kommune i Sydøstjylland.
Kommunen er nu mere opmærksom på unge, der er ved at blive ekstreme, siger Karen Marie Nielsen, der er leder for integration i kommunen, til avisen.
- Vi er gode til at komme ud og have kontakt, men vi skal være sikre på, at vi er gearet til en situation, hvor det er nødvendigt at gribe ind, siger hun.
39 kommuner havde ingen plan
69 kommuner har svaret på Jyllands-Postens rundspørge. Ud af de 69 havde 39 kommuner ingen handleplan for antiradikalisering.
Vejle, Brøndby, Hillerød, Næstved, Syddjurs og Vallensbæk er nu også ved at lave handleplaner.
Men kommunerne skulle have reageret før, for problemet er ikke nyt, mener den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp.