30-årige Ahmed Esmail kommer fra Egypten, men er gift med en dansk kvinde, og sammen har de et barn.
Sidste år fik han familiesammenføring, og familien bor nu i Nykøbing Falster.
Ahmed er uddannet erhvervsøkonom og har søgt over 70 job i Danmark, men ingen har kaldt ham til jobsamtale.
Hans uddannelse er godkendt i Danmark
Ahmed Esmails uddannelse er ellers godkendt i Danmark, og han har fire års erfaring fra den internationale virksomhed DHL.
Han har både søgt arbejde inden for sit eget fag og andre stillinger som lagermedarbejder.
Han har også søgt arbejde både i det område, han bor, og langt væk som Køge og København.
Familien er ked af det
Ahmed er ked af, at han ikke kan få arbejde:
- Nu har jeg været i Danmark over et år og ikke lært noget nyt. Jeg prøver at holde mig i gang, men det er anderledes at være på en arbejdsplads og blive udfordret af sine kollegaer og få nye erfaringer, siger han.
Hans kone er også ked af, at ingen vil ansætte Ahmed:
- Han kan ikke undgå at begyndte at bebrejde sig selv, at det ikke går bedre. Det gør ondt, det her. Når man gerne vil, at man så ikke kan få lov, siger Marie Sinding.
Se Ahmad fortælle om sin situation i den korte video her. Han taler engelsk, men der er danske undertekster.