Indsatte bliver mobbet af fængselsbetjente

Hver fjerde indsat i danske fængsler er blevet mobbet af personalet i fængslerne, viser undersøgelse.

Ifølge en undersøgelse er hver fjerde indsat i danske fængsler blevet mobbet af personalet i fængslet. (Foto: © Ernst van norde, Scanpix)

Kriminalforsorgen har lavet en undersøgelse blandt indsatte i danske fængsler.

Undersøgelsen viser, at hver fjerde indsat er blevet mobbet af personalet i fængslet.

22 procent af de indsatte svarer, at de er blevet udsat for trusler. Det skriver metroxpress.

Det drejer sig om enkelte fængselsbetjente

Advokat Claus Bonnez er formand for Landsforeningen Krim, som fører klagesager for indsatte. Han siger, at foreningen dagligt får henvendelser om chikane.

Claus Bonnez understreger, at det er enkelte fængselsbetjente, der skaber problemer.

Det kan for eksempel være, at den indsatte ikke kommer udenfor i gården, at de bliver isolationsfængslet, og at der bliver talt grimt til dem.

Nogle fængselsbetjente misbruger deres magt

Marianne Jørgensen har selv arbejdet som fængselsbetjent.

Hun har blandt andet oplevet, at andre fængselsbetjente råbte ind i hovedet på de indsatte for at vise, at de havde mest magt.

Kriminalforsorgen oplyser i et skriftligt svar til metroxpress, at der er tilfælde, hvor personalet i fængslerne misbruger deres magt overfor de indsatte.

/ritzau/