Banken Nordea har fået lavet en undersøgelse af, hvor meget danskerne ved om deres egen økonomi.
I undersøgelsen blev danskere spurgt om, hvilke faste udgifter de har hver måned.
Hver anden person i undersøgelsen vidste ikke, hvor mange penge han eller hun bruger på for eksempel husleje, forsikringer og internet hver måned.
Økonom: Det er svært at styre økonomien uden budget
Ann Lehmann Erichsen er forbruger-økonom hos Nordea. Hun synes, det er ærgerligt, at så mange ikke kender deres faste udgifter.
- Det gør det svært at styre sin økonomi sikkert og få det ud af pengene, man drømmer om, siger hun.
- Når man har godt styr på, hvilke udgifter man har, og hvor store de er, er det nemmere at få nok ud af resten af pengene hver måned, siger Ann Lehmann Erichsen.
Se budgettet som en konkret opgave
Ifølge Ann Lehmann Erichsen kan det være nemmere at få lavet et budget, hvis man opfatter det som en opgave, ligesom når man for eksempel skal sætte en hylde op.
- Altså en konkret opgave, der skal løses, og hvor vi i stedet for søm og skruer skal bruge budget-ark, telefon og computer, siger hun.
- Når det hele er sat ind i budgettet, holdes overblikket - uanset hvordan man betaler, siger Ann Lehmann Erichsen.
Ann Lehmann Erichsen anbefaler, at man lægger budgettet for et helt år ad gangen.
/ritzau/